Børn viser os, når noget er svært
Børns adfærd opstår ikke i et tomrum. Den formes af barnets erfaringer, relationer og de sammenhænge, barnet indgår i.
Derfor er mit første spørgsmål sjældent:
Hvordan får vi barnet til at stoppe?
Jeg er mere optaget af:
Hvad mon der sker for barnet – og hvad giver reaktionen mening i lyset af?
Det, vi ser som problemet, kan nogle gange være barnets måde at forsøge at løse noget, der er svært.
Vi skal forstå, før vi forsøger at forandre
Det, vi voksne oplever som problematisk adfærd, kan være barnets bedste forsøg på at håndtere en situation, en følelse eller en relation.
Det betyder ikke, at al adfærd skal accepteres. Børn har brug for voksne, der sætter rammer, tager ansvar og viser retning.
Men hvis vi alene forsøger at ændre det, vi kan se på overfladen, risikerer vi at overse det vigtigste. Derfor er jeg optaget af det, der ligger bag adfærden – barnets følelser, intentioner og behov.
Forståelse er ikke det samme som accept. Forståelse giver os et bedre sted at handle fra.
Barnet skal tages alvorligt – men ikke altid bogstaveligt
Børn skal lyttes til og have reel indflydelse på deres eget liv. Men børn har også brug for voksne, der tør være nysgerrige på det, der ligger bag deres ord og handlinger.
Et “jeg vil ikke” kan betyde mange forskellige ting. Det kan handle om usikkerhed, overvældelse, vrede, et behov for selvbestemmelse – eller noget helt andet.
Derfor skal vi lytte til det, barnet siger, uden nødvendigvis at forstå ordene helt bogstaveligt.
Det er de voksnes ansvar at være nysgerrige på, hvad barnet forsøger at fortælle – og samtidig bevare ansvaret og lederskabet.
Barnet er en del af relationer
Når et barn har det svært, ser jeg ikke kun på barnet. Jeg ser på relationerne og de sammenhænge, barnet er en del af.
I en familie påvirker vi hinanden hele tiden. Det, én gør, påvirker den anden – som igen påvirker den første. Derfor giver det sjældent mening at forstå et barns adfærd isoleret fra de relationer, den opstår i.
Det betyder også, at vejen til forandring hos et barn nogle gange begynder med, at vi voksne gør noget anderledes.
Det handler ikke om at placere skyld hos forældrene. Det handler om ansvar og muligheder. Som voksne har vi langt større mulighed for at ændre noget i relationen, end barnet har.
Vi arbejder med barnet – ikke bare med symptomet
Mit mål er ikke alene at få en bestemt adfærd til at forsvinde.
Jeg er optaget af barnet bag adfærden og af det, der sker mellem barnet og de mennesker, der betyder mest.
Når vi bliver klogere på følelser, intentioner, behov og de mønstre, der opstår mellem os, får vi også flere muligheder for at gøre noget anderledes.
Det er ofte her, mere varig forandring bliver mulig.
Hvis vi arbejder med alt, arbejder vi reelt ikke med noget
Familieliv er komplekst. Der kan være mange ting på spil samtidig, og ofte hænger de sammen.
Men hvis vi forsøger at arbejde med det hele på én gang, risikerer vi reelt ikke at arbejde med noget.
Derfor er jeg optaget af sammen med familien at finde frem til det, der lige nu er vigtigst – og begynde dér.
Når vi bliver konkrete og skaber bevægelse ét sted, kan det påvirke noget andet. For i en familie hænger tingene sammen, og en lille forandring ét sted kan skabe bevægelse i hele familien.